2022 Menu

Tiltagende Lys 7
Uge 7, 2022
af Rick Joyner

Som jeg har fortalt, har jeg haft mange profetiske oplevelser i den himmelske verden. Jeg har mødt Herren ansigt til ansigt flere gange, men jeg tror ikke, der er noget i Herren eller i dette liv, som vi kan opleve som Han's åbenbare tilstedeværelse. I næsten alle mine profetiske oplevelser var jeg alene, men da jeg oplevede Herrens åbenbare tilstedeværelse sammen med Han's folk, var der bare noget ved dette, der påvirkede mig større end mine personlige oplevelser. Jeg kender måske ikke alle årsagerne til dette, men jeg kender den vigtigste grund: Herren skabte os til koinonia.

Dette er et af to græske ord løst oversat "fællesskab" eller "samkvem" i Det Nye Testamente, men det betyder meget mere end noget engelsk ord. Det betyder et særligt bånd så dybt og fuldstændigt, at dets medlemmer hellere vil dø end blive adskilt. Selvom vi hver især er »levende stene«, er vi også en del af noget meget større – et tempel, der bygges til Han's tilstedeværelse, som vi ikke kan opleve alene.

Nogle ting er for store til menneskelige ord, og den eneste måde at forstå dem på er ved at opleve dem. Koinonia er en af dem. Alt, hvad jeg nogensinde har sagt eller skrevet om det, er utilstrækkeligt. Jeg beder kun til, at disse ord, jeg deler med jer, vil fange jer på en sådan måde, at I vil forsøge at opleve det, jeg kun kan forsøge at formulere. Så vil I kende hvordan dette berører det mest grundlæggende formål, som vi blev skabt til – at blive forenet med andre som bolig for Gud og Han's åbenbare tilstedeværelse.

Hver for sig er vi alle Herrens tempel, og Han bor i os. Men der er en langt større måde, at vi skal være forbundet sammen i den største af alle menneskelige bånd, koinonia, der gør det muligt for os at blive en del af boligen for Han's åbenlyse tilstedeværelse. Vi ved, at Herren ikke længere bor i bygninger, der er lavet af menneskelige hænder, men Han fik mennesker at bo i. Dette er det eneste sted, hvor vi kan opleve koinonia, som er det ultimative bånd med andre.

Jeg havde engang en profetisk oplevelse, da jeg tilbragte otte timers jordtid i himlen. Jeg har haft flere oplevelser i himlen, og hver enkelt var anderledes. Jeg har konkluderet, at himlens geografi er uendeligt mere forskelligartet end jordens geografi. Alligevel var denne otte timers oplevelse den mest vidunderlige, jeg nogensinde har haft. Det var fyldt med mange af de gamle helgener, men også mange, der stadig var i live på jorden i dag, og nogle, der endnu ikke var. Efter at have været på dette sted i lang tid sagde Herren, at Han ville have mig til at opleve at være alene på samme sted. Pludselig var jeg alene i det, der havde været det mest vidunderlige sted, jeg nogensinde havde været. Der var ikke mere glæde der. Faktisk var det så deprimerende, at det næsten føltes som helvede, og jeg ønskede at forlade så hurtigt som muligt. Tro det eller ej, selv det største sted i himlen er ikke som himlen uden mennesker.

Dette var sådan en fantastisk oplevelse; det blev som et mærke på mit hjerte. Det blev en primær hengivenhed i mit liv at hjælpe folk med at opleve koinonia og indse, hvor meget vi har brug for hinanden for at blive boligen for Han's åbenlyse tilstedeværelse. Der er ingen tvivl om, at vi har brug for Ham meget mere end mennesker, men at knytte bånd til andre mennesker den måde, vi er kaldet til i Koinonia, er afgørende for, at vi fuldt ud kan opleve Ham. Måske er det derfor, apostlen Paulus ikke sagde, at han havde Kristi sind, men "vi har Kristi sind" (Se 1 Kor 2:16). Det kræver os alle sammen at have Han's sind.

Vi må forstå, hvad der gør os i stand til at blive boligen for Han's åbenbare tilstedeværelse, og hvad der hindrer os. Det vigtigste, der gør os i stand til det, er at elske Ham med en »første kærlighed«, der brænder så intenst, at Han bliver genstand for vores hengivenhed og drivkraften i vores liv. Enhver, der er blevet forelsket, har oplevet, hvordan denne "første kærlighed" kan dominere dit hjerte og sind. Du vågner op og tænker på genstanden for din kærlighed. Du er domineret af tanker om dem hele dagen, og du går i seng og tænker på dem. Det er, hvad det betyder at vende tilbage til vores »første kærlighed« med Herren.

At holde en kærlighed så intens, voldsom, stærk er ikke kun muligt med Ham, men det vil også ske, hvis vi nogensinde kommer tættere på Ham. Når vi gør dette med andre, multiplicerer og skaber det ægte koinonia– et bånd, der er så stærkt, at vi bliver uadskillelige. At være forelsket på denne måde, lyser op hele vores liv, og gør alt langt mere betydningsfuldt og vidunderligt, og endnu mere, som vi holder på med at vokse i vores første kærlighed til Kristus.

I mine dage før Kristus oplevede jeg stoffer, som forfalskede denne eufori. De syntes at knytte mig til alle, jeg tog narkotika med på en måde, jeg aldrig havde oplevet før. Jeg havde oplevet en stor binding i militæret, og på sportshold, men intet som dette. Selvfølgelig ved jeg nu, at det kun var en billig erstatning for det, vi alle er kaldet til at opleve i Kristus hele tiden.

Ingen anden organisation eller fælles enhed på jorden kan sammenlignes med, hvad det sande nye pagts kirkeliv formodes at være og vil være inden udgangen af denne tidsalder. Der er ikke noget mere spændende, mere virkelig opbyggeligt for vores ånd, hjerte og sjæl. Når du smager det, selv for et øjeblik, er du færdig med alt andet. At leve i dette, er hvad vi lever for, fordi det er, hvad vi blev skabt til.

Der er ingen "fællesskaber", eller noget andet, der kan sammenlignes med, hvad Kristi legeme kaldes til at være. Tværtimod er der intet mere kedeligt eller deprimerende end at være en del af skøgekirken, der er legemliggørelsen af falsk religion. Hedningerne er kloge nok til at løbe fra det falske, men når det sande manifesteres - og det vil det komme - vil alle ønske at være en del af det.

Som vi vil se, er der intet andet i dette liv, vi kan opleve så vidunderligt og storslået som koinonia. De største sjæle, der nogensinde har gået på jorden, har lært dette. De har markeret vejen for os. Ægte Ny Pagts kirkeliv er det største eventyr og mest ædle sag, som vi kan leve for. Nu er det vores tur!

Ugens Ord 8
OP